Med en langsigtet plan, som beskriver mål og vejen derhen, bliver det nemmere at fastholde fokus i hverdagen.
Strategi
Når man arbejder med strategisk kommunikation eller politisk interessevaretagelse, så er det afgørende, at man er bevidst om hvordan man bidrager til organisationens samlede strategi.
En kommunikationsstrategi eller en strategi for politisk interessevaretagelse må ikke blive et løsrevet dokument som alene bor i kommunikations-afdelingen.
Den skal understøtte hele organisationens strategiske prioriteter. Samtidig bør alt strategisk relevant forankres i topledelsen, så selvom direktionen eller bestyrelsen ikke driver indsatsen i hverdagen, så skal de forstå strategiens (og dermed afdelingens) relevans for hele organisationen.
En god strategiproces
En god strategiproces starter med en grundig og ærlig analyse af jeres nuværende situation.
Det kan gøres ved at lave en stakeholder-analyse blandt interne og eksterne interessenter. Eller det kan gøres ved at indsamle datapunkter, som giver indsigt i jeres situation sammenlignet med andre.
Herefter skal vi identificere, hvad I gerne vil opnå og – hvilket er endnu vigtigere, men også vanskeligt især internt – hvilke af jeres mål der er vigtigst.
Prioritér!
En god strategi indeholder ofte flere fravalg end tilvalg og bør således bidrage til at fokusere indsatsen.
Konkret handlingsplan
Herefter skal strategien kunne omsættes til et praktisk dokument eller en handlingsplan. Det er vigtigt, det giver mening i hverdagen for de medarbejdere, som skal give den liv i praksis.
Derfor skal strategien hjælpe med at tydeliggøre hvem der har ansvar for at gøre hvad g med hvilken timing.
På den måde bliver strategien også en slags vejviser for afdelingens arbejde med intern og ekstern kommunikation, interessenter eller politiske dagsordener for en flerårige periode.
Måle effekten
Selvom der er opbakning til ens kommunikations eller politiske arbejde, så støder mange alligevel ofte på den udfordring, at det kan være vanskeligt internt at dokumentere værdien og fremdriften. Målopfyldelse er ofte en enklere diskussion, når det kommer til rene finansielle nøgletal. Men vanskeligere hvis man vurderer presseomtale, omdømme eller politiske relationer.
At det er vanskeligt bør dog ikke blive en undskyldning for at undlade at opsætte konkrete mål og følge op på dem. Det bidrager også til at dokumentere værdiskabelsen for hele organisationen.
I nogle organisationer arbejder man med vurderinger af politiske sagers potentielle ”value at stake” for sager som kan påvirke éns rammevilkår positivt eller negativt, men som dygtig interessevaretagelse kan bidrage med at håndtere.
I andre organisationer fokuserer man mere på kommunikation. Men fremfor blot at måle på omfanget af ens medieomtale, så er det afgørende, at man forsøger at afdække kvaliteten. Og den måde omtale påvirker opfattelsen af organisationen eller sager positivt eller negativt.